Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Bondegården

Beskrivelse og formål

Bondegården i Tingbjerg oprettet som Danmarks første byggelegeplads, den er beliggende på Terrasserne 40 i Tingbjerg. Bondegården er ikke længere anvendt som byggelegeplads, men er indrettet som et levende og dynamisk læringsmiljø, målrettet både børn, unge og voksne.

På bondegården kan alle børn & unge møde fritgående dyr, vi er her alle på dyrenes præmisser og tager hensyn til dyrenes behov, for at sammen sikre deres trivsel.

På bondegården findes heste, geder, grise, æsler, fjerkræ, kaniner, fugle, en kat og en hund. På bondegården er alle børn med til at sikre at dyrene har det godt, der skal muges, fodres, luftes, strigles, klappes og nusses, alle børn hjælper til og har det sjovt. Når børn og voksne er fælles om at tage ansvar for dyrene, så får børnene et dybere og mere nuanceret forhold til de dyr de møder, på den måde lærer de om dyrenes behov, etik og dyrevelfærd.

På bondegården kan børn & unge lære at håndtere store og små dyr, de kan lære at ride på en hest, men nok så vigtigt hvad hesten har brug for før den er klar til at ride. Derudover kan de unge tage et ”kaninkørekort”, og have med grise, geder, fjerkræ og fugle at gøre, alt sammen er med til at danne børnene, ved at de indgår i positive fællesskaber centreret omkring dyrene, udvikler de både viden om dyrene og om dem selv.

Ambitionen er at når børn & unge er sammen med dyr, så lærer de om ansvarlighed, empati, velfærd samt specifik og konkret viden om de forskellige dyr og deres behov. Erfaringer viser os at dyr er gode at være sammen med når man har det svært, også for børn & unge med udfordringer. Den ro det giver at være sammen med forskellige dyr, både i nærvær i ift. de praktiske opgaver, giver velvære og en følelse af præstation og tilfredsstillelse.

Derudover øger det børn & unges kompetencer i forhold til samarbejde, når de udfører opgaver på vores bondegård.

Organisatorisk forankring og ledelse

Bondegården er del af organisationen Tingbjerg Skole & Fritid som en integreret del af den samlede organisation, med personalemæssig, driftsmæssig og daglig ledelse forankret under lederen af Fritidscenter Tingbjerg.

Dyrehold

Bondegården er for alle børn & unge uanset forudsætninger og interesse, hvormed der menes at det her er acceptabelt både at gå meget op i heste og ville lære at ride selvstændigt, samt at ville have en træktur en enkelt gang i kvartalet. Det skal være muligt at være på gården hvis man ønsker at have et roligt øjeblik med en kanin, hvis man ønsker at fodre en gris, klappe en ged, ride på en hest eller klippe et får.

Sammensætningen af dyr afspejler derfor denne vision.

 

Bondegården er åben i fritidsklubbens åbningstid, som er fra 14.00-18.00.